Egentlighedens jargon | Theodor W. Adorno | Kieli: Tanska

Egentlighedens jargon (1964) betegner den eksistentielle snakkesalighed, der går tilbage til Martin Heideggers Væren og tid (1927) og derfra spredte sig til psykologi, pædagogik, æstetik, teologi m.v. Både som en art selvlegitimerende og ”dyb” metafysik og som en ideologisk kværn, der gør tanken blind for realiteternes verden. Den, der pynter sig med ord, bliver snarere enfoldig end opbyggelig, snarere part i tidens kritikløshed og medløberi end engageret og handlende, og det er det fatale ved al den tale om ”egentlighed”. Sorteper er det ”man”, der lever ”uegentligt” ved ikke at have forstået sin ”tilstedeværen” som ”kastethed” og ”væren hen imod døden”. I dag hjemsøger egentlighedens jargon – i fortyndet, trivialiseret form – meget af den eksistenspsykologi og managementteori, der til det ulidelige puster sig op med positiviteter, udfordringer og hurraord.

Theodor W. Adorno (1903-69) kävi lähteen (Heidegger) ja joidenkin sen haarojen (Jaspers, Bollnow) kimppuun osoittaakseen, kuinka saastunutta ja samentunutta tämä korvista ulos tuleva ajatteluvesi oli ja on. Se on kriittistä teoriaa parhaimmillaan ja puree polemisoidusti-intellektuaalisesti takaisin.

Egentlighedens jargon julkaistiin ensimmäisen kerran tanskaksi vuonna 2008, ja nyt se on julkaistu uudelleen Hans Reitzels Forlagin Klassikere-sarjassa.